Skip to main content Skip to footer
Driftsinfo:
16. sep. 13:19 - Vandledningsbrud
16. sep. 10:30 - Planlagt lukning af vand
16. sep. 10:16 - Vandledningsbrud
16. sep. 08:14 - Planlagt lukning af vand
15. sep. 15:18 - Planlagt lukning af vand

Pressemeddelelse

Thy Forsyning investerer i mere robust kloaksystem og ny rensestruktur

De seneste års klimaforandringer med mere ekstreme regnmængder har vist behovet for systemer, der både kan håndtere store vandmængder og samtidig beskytte både boliger, virksomheder og naturen. Derfor fortsætter Thy Forsyning sine omfattende investeringer i et mere robust kloaksystem og en ny rensestruktur for at sikre et sundere vandmiljø. 

Investeringerne indebærer modernisering af kloakker, udbygning af renseanlæg og systematisk separatkloakering, som betyder, at regn- og spildevand ledes i hver sit rørsystem. Det sikrer bedre rensning, reducerer miljøbelastningen og mindsker risikoen for oversvømmelser i byområder.

Langsigtede investeringer i et sundere vandmiljø

I dag er omkring 80 % af kloaknettet i Thy allerede separatkloakeret, men der mangler stadig cirka 100 kilometer – primært i Thisted by. En fuld separatkloakering er en omfattende opgave, som anslås at koste over én milliard kroner og finansieres af forbrugerne. Derfor sker arbejdet trin for trin, så der både tages hensyn til økonomien for borgerne og til de praktiske udfordringer.

Aktuelt er Thy Forsyning i gang med separatkloakering i Tilsted-området, og lignende projekter vil følge systematisk i de kommende år. Planen for den fortsatte separatkloakering fremgår af Thisted Kommunes spildevandsplan.

”Separatkloakering er en af de vigtigste indsatser, fordi det adskiller regn- og spildevand i to forskellige rør. Det betyder mindre risiko for oversvømmelser, bedre drift af renseanlæggene og færre overløb – til gavn for både forbrugere og miljøet,” siger Helle Korsgaard, administrerende direktør i Thy Forsyning.

 

Ny rensestruktur med fokus på Limfjorden

Som en del af strategien er der netop besluttet en ny rensestruktur for den sydlige del af Thisted Kommune. Vilsund Renseanlæg bliver nedlagt og omdannet til pumpestation, og spildevandet ledes i stedet til Tåbel Renseanlæg, som udvides markant. Dermed flyttes udledningen af det rensede spildevand væk fra Limfjorden og til det nordlige Kattegat-Skagerrak, hvilket vil forbedre miljøtilstanden i fjorden.

”Alle analyser viser, at dette er den bedste løsning – både miljømæssigt og økonomisk. Det er et vigtigt skridt mod en sundere fjord,” understreger Helle Korsgaard.

 

En fælles udfordring

Ekstremregn og overløb er ikke kun en lokal udfordring – det er en virkelighed, alle spildevandsselskaber i Danmark står overfor. Thy Forsyning arbejder hver dag for at gøre systemet i Thy mere robust og for at sikre mest muligt miljø for pengene.

”Vi deler alle thyboernes ønske om en ren fjord. Det er en opgave, vi tager meget alvorligt – men det er også en stor og langsigtet investering, der kræver, at vi arbejder trin for trin. Vi kan ikke grave hele Thisted by op på én gang, men vi arbejder målrettet, systematisk og med fokus på at skabe de bedste løsninger for miljøet,” siger Helle Korsgaard.

Forklaring af separatkloakering og overløb

Separatkloakering betyder, at gamle kloakker moderniseres ved, at kloaksystemet opdeles i to rør: Ét rør til regnvandet, som ledes til et regnvandsbassin eller tilbage til naturen, og ét rør til spildevandet, som ledes til rensning på et renseanlæg. Når de to typer vand holdes adskilt, mindskes risikoen for oversvømmelser i boligområder, og kældre bliver bedre beskyttet mod vand ved kraftige regnskyl.

Samtidig bliver renseanlæggene mere effektive, fordi de ikke skal håndtere unødvendige mængder regnvand. Det giver en bedre rensning af spildevandet, et lavere energiforbrug og mindre CO2-udledning. For miljøet betyder det færre – og i nogle tilfælde helt undgåede – overløb, hvilket forbedrer tilstanden i både Limfjorden og Vesterhavet.

Overløb sker, når der falder så meget regn på én gang, at kloaksystem og renseanlæg ikke kan følge med. I stedet for at vandet presser sig ind i boliger og veje, ledes en fortyndet blanding af regnvand og spildevand til naturen. Overløb bruges som en sikkerhedsventil.

Se video om separatkloakering